CLO med L100 – en fordel for både miljøet og din økonomi

Når man anvender LED, mindskes lysstrømmen over tid, efterhånden som dioderne ældes. Denne lysnedgang er stort set lineær i diodens levetid. Med en programmerbar driver kan armaturet selv kompensere for denne lysnedgang. Dette kaldes Constant Light Output (CLO), dvs. konstant lysstrøm.

L-værdien beskriver diodernes lysnedgang over tid. Dermed sørger et CLO-armatur med L100 for, at dioderne efter 50 000 timers brændetid har samme lysstrøm, som da de blev installeret. Et armatur med L80 har derimod mistet 20 % af sin oprindelige lysstrøm.

Hvad er fordelene ved Constant Light Output (CLO)?

CLO-armaturer med L100 øger vedligeholdelsesfaktoren og er med til at gøre belysningen mere optimal og bæredygtig. Denne optimering er mulig, fordi man undgår for meget overdimensionering af belysningsanlægget. Mindre overdimensionering betyder, at der installeres mindre lysstyrke, hvilket i visse tilfælde endda kan betyde, at der installeres færre armaturer. I sidste ende sparer man energi, hvilket er en fordel for både miljøet og din økonomi.

Hvordan skabes L100?

Et armatur udsender en konstant lysstrøm, dvs. L100, ved at driftsstrømmen forprogrammeres til at øges i løbet af et bestemt tidsrum. Dermed kompenserer den øgede driftsstrøm for diodernes lysnedgang. L-værdien gælder hele armaturet, selvom de enkelte dioders lysstrøm varierer. Eftersom forkoblingen indstilles til gradvis at øge antallet af watt og kompensere for diodernes varierende lysstrøm, forbliver L-værdien altid 100 i et forudbestemt tidsrum.

Beregning af vedligeholdelsesfaktoren

En høj L-værdi er godt, fordi den er grundlaget for den vedligeholdelsesfaktor, der anvendes ved planlægning af belysningen. Vedligeholdelsesfaktoren beregnes ved at multiplicere L-værdien (dvs. lysnedgangen) med lyskildens overlevelsesfaktor, armaturets vedligeholdelsesfaktor og rumfladernes vedligeholdelsesfaktor.

Metoden til at foretage denne beregning findes i belysningsskabelonen, som også angiver de værdier, der skal anvendes i formlen. Vores eksempel viser værdierne for et åbent, nedpendlet kontorarmatur med et rengøringsinterval på tre år og en belysningsstyrke på 500 lux efter 50 000 timer. Derfor har armaturet med L80 en vedligeholdelsesfaktor på 0,75, og armaturet med CLO og L100 en vedligeholdelsesfaktor på 0,93. 

  L80 L100

Lyskildens lysstrømsnedgang over tid (LLMF)

x 0,80 x 1,00
Lyskildens overlevelse (LSF) x 1,00 x 1,00
Armaturtilsmudsningsfaktor (LMF) x 0,96 x 0,96
Rumtilsmudsningsfaktor (RSMF) x 0,97 x 0,97
 Vedligeholdelsesfaktor (MF) 0,75 0,93

 

(Beregnet ved at rengøre armaturet hvert andet år.)

Vil du gerne have mere at vide?

Kontakt Fagerhult for at få nærmere oplysninger.