fagerhult_MarieUllnert.jpg

Kan den rette belysning begrænse plejetiden?

Det er et af de spørgsmål, man søger svar på i en undersøgelse ved Södra Älvsborgs Sygehus. Variationer i lysets farve og intensitet skal hjælpe patienter på intensivafdelingen med at genfinde deres døgnrytme.

For en bedre døgnrytme

En patient på en intensivafdeling får ofte sin døgnrytme forstyrret af tung medicinering eller narkose. Ved hjælp af belysningen håber forskerholdet at kunne hjælpe patienterne med hurtigere at finde en god balance mellem søvn og vågenhed.

Studiet skal foregå over en periode på 4 år og ledes af Berit Lindahl, universitetslektor ved instituttet for plejevidenskab ved Högskolan i Borås

Et rum med indirekte lys

”Vi har indrettet et forsøgsrum på sygehusets intensivafdeling. Et roligt miljø udstyret med indirekte lys, der efterligner dagslyset med hensyn til farvetemperatur og intensitet. På den måde håber vi at kunne hjælpe patienterne med at beholde deres døgnrytme.

Desuden håber vi, at denne ”døgnrytmeorienterede belysningsløsning” kan bidrage med at begrænse forekomsten af intensivafdelingsdelirium og anvendelsen af smertestillende midler. Og bedst af alt hvis det bidrager til kortere plejetider.

Belysningsløsningen indebærer, at personalet har skullet foretage visse reguleringer med hensyn til belysningsniveauerne om natten. Vi bruger lavere lysniveauer end normalt for ikke at stimulere kortisolproduktionen, selvfølgelig uden at kompromittere patientsikkerheden”, siger Berit Lindahl.   

Efterligner dagslyset

Fagerhult har bidraget med belysning og viden i form af Fagerhults forskningschef Tommy Govén og Torbjörn Laike ved Lunds Universitet.

”Lyssætningen efterligner dagslyset. Om morgenen får forsøgsrummet et mere intensivt og koldere lys og bliver senere dæmpet noget i løbet af formiddagen. Mellem klokken 11 og 13 dæmpes belysningen ned til en varmere farvetemperatur og lavere lysmængde. Lysets intensitet og farvetemperatur mindskes derefter gradvist frem mod aften og gør patienten klar til at møde natten”, fortæller Tommy Govén.  

Tunable white/Regulerbar farvetemperatur

Armaturer med ”tunable white” betyder at farvetemperaturen kan reguleres fra 2700 kelvin til 6500 kelvin, fra koldt til varmt lys. Intensiteten kan også styres fra 0 lux til 1000 lux.

Omgivelseslys

”Lyset ligger hovedsageligt på omgivelserne, det vil sige på vægge og lofter. Tanken er at vi skal hjælpe kroppen med at komme i gang med produktionen af stresshormonet kortisol. Produktionen af melatonin, som styrer vor søvn, er sværere at påvirke. Derfor er det vigtigt såvidt muligt at undgå høje og stressende lysniveauer om natten.”